Stenalderen

Efter sidste Istid begynder menneskets historie i Danmark. Den ældste periode er stenalderen, som strækker sig over flere tusinde år fra ca. 13.000 til ca. 1.800 f.Kr. Gennem hele det lange tidsrum var sten, især flint, det foretrukne materiale til fremstilling af egredskaber og våben.

Stenalderen kan opdeles i to perioder: jægerstenalderen (indtil ca. 4.000 f.Kr.) og bondestenalderen.

I jægerstenalderen levede der kun få mennesker i landet. De levede af jagt, fiskeri og indsamling af bær, frugter, rødder og planter. Menneskene levede i små grupper, som flyttede fra sted til sted i et fast mønster, der var bestemt af, hvor der kunne findes føde på forskellige tider af året.

Gennem jægerstenalderen ændredes naturforholdene fra en kølig tundra med rensdyr, bison og hest til en varmere løvtræsskov med elg, urokse, krondyr og vildsvin. Jægerfolket havde evnen til at tilpasse sig de gradvise og langsomme ændringer i klima og natur.

I bondestenalderen voksede befolkningen. Man levede nu af husdyrhold med kvæg, får, geder og svin samt agerbrug. Husholdningen blev dog suppleret med jagt, fiskeri og indsamling i begrænset omfang. Tilværelsen som bonde medførte både fordele og ulemper. Man skulle f.eks. ikke længere kæmpe for føden ude i naturen, men havde så til gengæld ansvaret for selv at producere mad nok.

Den ændrede livsform betød, at folk blev bofaste. Dermed fik menneskene en tæt tilknytning til det område, hvor de tilbragte deres liv. De lod sig begrave i stensatte eller træbyggede kamre i store gravhøje. De lærte også for alvor krig at kende: mennesket havde nu ejendom, som skulle forsvares overfor andre.