Bevaring af skeletter og moselig

Når et menneske begraves, begynder kroppen at nedbrydes med det samme. Sådan er det med alt organisk materiale (det vil sige materiale, der stammer fra mennesker, dyr eller planter). Den del af kroppen, som normalt bevares længst, er knogler og tænder.

Jordbunden er afgørende for, hvor længe de kalkholdige knogler og tænder bevares i jorden. Det er især indholdet af kalk, som er vigtigt i denne sammenhæng. Er jorden fattig på kalk, nedbrydes knoglerne forholdsvist hurtigt. Er den rig på kalk, kan knoglerne bevares i tusinder af år.

I nogle tilfælde er mere end skelettet bevaret. Der er gjort fund af mennesker fra oldtiden, som er bevaret med hud, negle, hår og sågar også indvolde. I Danmark har man i flere højmoser fundet sådanne velbevarede lig, hvoraf langt de fleste stammer fra jernalderen. I Vesthimmerland er der f.eks. fundet hele tre moselig (to mænd og en kvinde) i Borremosen tæt ved Aars. Moseligene fra jernalderen har det til fælles, at de har lidt en voldsom død. Måske er der tale om henrettede forbrydere eller ofre til guderne.

I højmoserne er der sket en garvningsproces. Denne proces sker i moser, hvor miljøet er meget surt, kalkfattigt og iltfattigt. Det er dog ikke alle lig, som er nedlagt i højmoser, som har kunnet bevares. Kun lig, som er lagt i vandfyldte huller om vinteren, er blevet garvede. Det skyldes, at den naturlige forrådnelsesproces i det kolde vejr ikke er nået at gå i gang, før garvningen begyndte.